Vi har fået besøg af et lille pindsvin i haven. Det synes vi er ret hyggeligt, for vi synes, vi sjældent ser et levende pindsvin – men til gengæld tit et, der er blevet kørt over. Og nu kunne vi se en glad, lille
unge i vores egen have!
Så vi synes, det er sjovt at se på pindsvinet, der bare tøffer rundt i vores have og ser ud til at hygge sig.
”Hm, det er nu lidt underligt at se det så aktivt om dagen, for pindsvinet er
vel et natdyr,” brummer far Henry.
”Jamen, det kan være, det ikke helt har lært det endnu, for det er jo kun et barn,” foreslår jeg og bliver alligevel noget bekymret over min fars bekymrede mine.
Nogle dage
efter, om formiddagen, kommer min storebror Rob ind og fortæller os, at han har fået øje på pindsvinet udenfor ved vores hus, og at det ligger ret stille. Vi går alle sammen ud for at se til det lille dyr. Det ligger helt stille
i et blomsterbed helt ind til husmuren, så det ligner, den har forsøgt at kravle ind under huset.
”Nårh,” siger jeg trist og sætter mit hoved på skrå.
Det gør mor Karen også. I det
samme ser vi pindsvinet røre lidt på sig og piggene på dens ryg bølge let.
”Jamen, den er jo i live,” udbryder min mor og sætter straks kurs mod bagdøren ind til bryggerset. ”Den skal
da have noget vand.”
Imens hun henter vand, vifter jeg en fed spyflue væk, der ser ud til at ville sætte sig på pindsvinet. Mor kommer hurtigt tilbage med en lille underkop med vand, som hun stiller på jorden helt henne
ved pindsvinets snude, men den reagerer ikke. Vi kigger alle fire på hinanden og nikker. Vi vil hjælpe det lille dyr. Hvis det altså har brug for at blive hjulpet.
Min mor ringer til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral for
at høre, om det er et pindsvin, der har brug for hjælp. For måske ligger det bare og hviler sig? Men mor får at vide, at når et pindsvin ligger frit fremme ved højlys dag på denne måde, så er der ganske
sikkert noget galt, og pindsvinet har brug for hjælp. Kvinden, hun snakker med, fortæller også, at pindsvinet er en truet dyreart, og det er rigtig godt, at vi gerne vil hjælpe det. Men når først der begynder at komme spyfluer
til, er det ofte for sent, siger hun.
Vi bliver spurgt, om vi kan ringe til en lokal dyrlæge og bringe det derud, og det er det, vi gør. Far tager nogle arbejdshandsker på og løfter dyret over i en skotøjsæske
med aviser i, som Rob og jeg har fundet i garagen og gjort klar. Og så kører far og jeg afsted med det lille dyr. Jeg sidder med kassen på skødet og passer så godt på pindsvinet, som jeg kan. Jeg kigger til det en gang
imellem. Det ligger stille, men jeg kan se, det trækker vejret. Jeg har lyst til at ae og kramme det, men jeg ved godt, at jeg ikke må røre det.
Imens vi venter hos dyrlægen for at aflevere det, begynder pindsvinet
at røre lidt mere på sig. Jeg åbner låget til skotøjsæsken noget mere og kigger ned til det. Det mosler lidt rundt og ser sig omkring. Det siger også nogle små pibelyde. Hvor er det bare kært.
”Se,
far. Tøffe er vågnet.”
”Tøffe …” siger far. ”Fordi, det tøffede rundt i haven?”
Jeg nikker, og far smiler.
”Ja, det kan være, det frøs og er begyndt at
få varmen igen og er måske både sulten og tørstig nu,” siger han.
Jeg smiler. Måske er der håb for det lille dyr. Jeg sender Tøffe de bedste ønsker og tanker, da dyrlægen kommer og tager
imod pindsvinekassen.
Dagen efter ringer mor til dyrlægen for at høre, hvordan det er gået for vores Tøffe. Bagefter lægger hun telefonen fra sig og smiler over til os andre, der står og venter spændt.
”Vores lille pindsvin lever endnu og har det godt,” siger hun glad og sukker lettet.
Vi smiler til hinanden, sikke en rar nyhed. Og selv om det ”bare” er et pindsvin, er det dejligt at vide, at vi kunne gøre en forskel
for det lille dyr – og for naturen. Og når Tøffe har været i pleje et stykke tid ved en lokal vildtplejestation, kan det være, den bliver sat tilbage hos os – og så vil vi gøre vores bedste for at give den
nogle gode betingelser for at klare sig fremover.