Her i december er det dejligt at gå og glæde sig til jul, synes jeg - og det er skønt at begynde at julehygge indenfor sammen med familien, bage pebernødder og andet godt (og ikke mindst smage det bagefter), lave juledekorationer og tænde lys, finde nisser frem og pynte til jul i hele huset, se julekalendere sammen og så videre. Alt imens vejret rusker derude.

For det rusker da virkelig igennem - med både regn og blæst, og så er det bare så mørkt og kedeligt ... Hvor kunne det bare være godt med noget sne! Det synes jeg i hvert fald. Sne og frost - så man kunne komme ud og tonse rundt i sneen, lave snemænd og sneboldkamp, tage kælken med på kælkebakken og ... Og så have fået en masse dejlig frisk luft og energi, når man kom indenfor i den lune julehygge igen.

Men hvor bliver sneen lige af?

Mine forældre fortæller somme tider om, hvor tit de oplevede sne i deres barndom, og hvordan de nærmest skulle klatre hjem i sneen efter skole, når det var rigtig vinter. Ja, og i mine bedsteforældres barndom var det endnu værre, fordi det var en helt anden tid dengang, siger de; da var det virkelig hård vinter om vinteren, hvor man nærmest kunne opleve at have frost oven på dynen om natten.

Det er ikke lige min oplevelse af vinter, der mest bare minder om noget gråt i gråt. Men jeg har jo da oplevet rigtig vinter før - med masser af sne og frost, endda i længere tid ad gangen. Og det er stort at opleve, synes jeg. For det meste virker det nemlig, som om vinteren har tabt pusten, inden den rigtig kommer i gang, og det er da trist. Selv om mange voksne nok synes, at alting bliver alt for besværligt, hvis der kommer meget sne.

Men ... det kunne da være rart at se, at vinteren kunne vise tænder - bare en gang imellem, ikk'..? 

Jeg er vild med efterår! I hvert fald når det ikke lige regner hele tiden (så er det helt sikkert bedst indenfor med film og varm kakao). Men når solen skinner - eller når det bare er tørvejr, synes jeg, det er dejligt at være ude - og at gå en tur i skoven.

Det er bare fantastisk at være i skoven og se alle de flotte efterårsfarver - og at gå og sparke til alle bladene, så de hvirvler op over gummistøvlerne. Det er også spændende at gå stille rundt lidt og lytte og holde godt øje, for måske kan man få øje på nogle dyr ... Måske en lille frø, der mosler rundt under nogle blade, et pindsvin, der er ved at gøre klar til at gå i hi eller måske et rådyr og dets lam, der går stille rundt og holder godt øje ...

Men det er også skønt at lege i skoven, finde en god vandrepind, gå på line på et væltet træ, lege gemmeleg mellem alle træerne, lege forhindringsbane uden for stien eller bygge en bro af grene over en lille bæk. Ligesom det er sjovt at samle kastanjer til kastanjedyr - eller alle mulige andre skov-ting, der snart kan bruges til juledekorationer.

Og det bedste ved at gå sådan en frisk tur i skoven er, at man får en masse frisk luft og god motion, og jeg kommer i hvert fald i godt humør af det, plus at jeg er rigtig dejligt træt, når vi kommer hjem - og hvad er så bedre end at tage hyggesokkerne på, se en film sammen og drikke varm kakao ... 😋

Vi har fået besøg af et lille pindsvin i haven. Det synes vi er ret hyggeligt, for vi synes, vi sjældent ser et levende pindsvin – men til gengæld tit et, der er blevet kørt over. Og nu kunne vi se en glad, lille unge i vores egen have!

Så vi synes, det er sjovt at se på pindsvinet, der bare tøffer rundt i vores have og ser ud til at hygge sig.

”Hm, det er nu lidt underligt at se det så aktivt om dagen, for pindsvinet er vel et natdyr,” brummer far Henry.

”Jamen, det kan være, det ikke helt har lært det endnu, for det er jo kun et barn,” foreslår jeg og bliver alligevel noget bekymret over min fars bekymrede mine.

Nogle dage efter, om formiddagen, kommer min storebror Rob ind og fortæller os, at han har fået øje på pindsvinet udenfor ved vores hus, og at det ligger ret stille. Vi går alle sammen ud for at se til det lille dyr. Det ligger helt stille i et blomsterbed helt ind til husmuren, så det ligner, den har forsøgt at kravle ind under huset.

”Nårh,” siger jeg trist og sætter mit hoved på skrå.

Det gør mor Karen også. I det samme ser vi pindsvinet røre lidt på sig og piggene på dens ryg bølge let.

”Jamen, den er jo i live,” udbryder min mor og sætter straks kurs mod bagdøren ind til bryggerset. ”Den skal da have noget vand.”

Imens hun henter vand, vifter jeg en fed spyflue væk, der ser ud til at ville sætte sig på pindsvinet. Mor kommer hurtigt tilbage med en lille underkop med vand, som hun stiller på jorden helt henne ved pindsvinets snude, men den reagerer ikke. Vi kigger alle fire på hinanden og nikker. Vi vil hjælpe det lille dyr. Hvis det altså har brug for at blive hjulpet.

Min mor ringer til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral for at høre, om det er et pindsvin, der har brug for hjælp. For måske ligger det bare og hviler sig? Men mor får at vide, at når et pindsvin ligger frit fremme ved højlys dag på denne måde, så er der ganske sikkert noget galt, og pindsvinet har brug for hjælp. Kvinden, hun snakker med, fortæller også, at pindsvinet er en truet dyreart, og det er rigtig godt, at vi gerne vil hjælpe det. Men når først der begynder at komme spyfluer til, er det ofte for sent, siger hun.

Vi bliver spurgt, om vi kan ringe til en lokal dyrlæge og bringe det derud, og det er det, vi gør. Far tager nogle arbejdshandsker på og løfter dyret over i en skotøjsæske med aviser i, som Rob og jeg har fundet i garagen og gjort klar. Og så kører far og jeg afsted med det lille dyr. Jeg sidder med kassen på skødet og passer så godt på pindsvinet, som jeg kan. Jeg kigger til det en gang imellem. Det ligger stille, men jeg kan se, det trækker vejret. Jeg har lyst til at ae og kramme det, men jeg ved godt, at jeg ikke må røre det.

Imens vi venter hos dyrlægen for at aflevere det, begynder pindsvinet at røre lidt mere på sig. Jeg åbner låget til skotøjsæsken noget mere og kigger ned til det. Det mosler lidt rundt og ser sig omkring. Det siger også nogle små pibelyde. Hvor er det bare kært.

”Se, far. Tøffe er vågnet.”

”Tøffe …” siger far. ”Fordi, det tøffede rundt i haven?”

Jeg nikker, og far smiler.

”Ja, det kan være, det frøs og er begyndt at få varmen igen og er måske både sulten og tørstig nu,” siger han.

Jeg smiler. Måske er der håb for det lille dyr. Jeg sender Tøffe de bedste ønsker og tanker, da dyrlægen kommer og tager imod pindsvinekassen.

Dagen efter ringer mor til dyrlægen for at høre, hvordan det er gået for vores Tøffe. Bagefter lægger hun telefonen fra sig og smiler over til os andre, der står og venter spændt.

”Vores lille pindsvin lever endnu og har det godt,” siger hun glad og sukker lettet.

Vi smiler til hinanden, sikke en rar nyhed. Og selv om det ”bare” er et pindsvin, er det dejligt at vide, at vi kunne gøre en forskel for det lille dyr – og for naturen. Og når Tøffe har været i pleje et stykke tid ved en lokal vildtplejestation, kan det være, den bliver sat tilbage hos os – og så vil vi gøre vores bedste for at give den nogle gode betingelser for at klare sig fremover.

Halløjsa, jeg hedder Maya, men bare kald mig for Minipelsen – det er mit kælenavn.

Jeg vil helt vild gerne have min egen blog, hvor jeg kan skrive om vores mega-fantastiske natur og om klima og miljø – og min og min families hverdag midt i det hele. Og så se, hvad der kommer ud af det.

Jeg håber, du vil læse med … 😀

Først vil jeg gerne præsentere min søde familie for dig:

Min mor, Karen, min far, han hedder Henry, og så er der min storebror, der hedder Rob. Nårh jo, så er der også Ricki, det er Robs bedste ven, og han er ret tit hos os, så det er lige før, han også er familie.

Nå, men hjemme hos os snakker vi vildt meget om alt det med klimaforandringer og miljø og alt det her. Gør I også det hjemme hos jer? Det fylder faktisk rigtig meget i hverdagen, og vi synes, at det er virkelig godt, at der er så meget fokus på det, for det er jo vigtigt, at vi alle sammen gør noget for at hjælpe vores jordklode – og os selv.

Min familie og jeg vil supergerne blive bedre til at passe på naturen og miljøet. Vi har vist bare somme tider brug for hjælp til det, for der er så mange vaner, der skal laves om på, og det er altså ikke let! Vi kommer hurtigt til bare at gøre, ligesom vi plejer – og vupti, så glemte vi alt om gode vaner og hensyn til naturen.

Heldigvis er Ricki mega-meget opmærksom på alt det med klima, og han virker ret dygtig og lader til at vide meget om, hvordan vi passer på vores jord. Så vi lærer faktisk en del om natur og miljø, når Ricki er på besøg hos os og begynder at fortælle. Forhåbentlig kan det også smitte af på Rob, for han er altså mega glemsom, synes jeg. Også mere end os andre. For eksempel kan han finde på at smide affald ude i naturen, fordi han ikke lige tænker over det. Så vi andre prøver at huske ham på det, især Ricki, der jo går meget sammen med ham. 

Men vi glemmer som sagt alle sammen og har meget at lære – og det vil vi også gerne.

Så hvis du vil, kan du følge med her i bloggen, hvor jeg gerne vil skrive om vores på en gang barske, skønne og skrøbelige natur, men også fortælle om, hvordan min familie og jeg øver os i at blive mere klimabevidste og -venlige.

Og det er bare med at komme i gang – for naturen viser jo i dén grad tænder derude ...